XIV

I
Nunarput, utoqqarsuanngoravit
Niaqqut ulissimavoq qiinik.
Qitornatit kissumiaannarpatit
Tunillugit sineriavit piinik.

II
Akullequtaasutut merlertutut
Ilinni perortugut tamaani
Kalaallinik imminik taajumavugut
Niaqquit ataqqinartup saani.

III
Atortillugillu tamaasa pisit
ingerlaniarusuleqaagut,
nutarterlugillu noqitsigisatit
siumut, siumut piumaqaagut.

IV
Inersimalersut ingerlanerat
tungaalittiterusuleqaarput,
oqaatsit "aviisit" qanoq kingunerat
atussasoq erinigileqaarput.

V
Taqilluni naami atunngiveqaaq,
kalaallit siumut makigitsi.
Inuttut inuuneq pigiuminaqaaq,
saperasi isumaqaleritsi.

1
※
※
※
※

2
※
※
※
※

3
※
※
※
※

4
※
※
※
※

5
※
※
※
※

I
Vort ældgamle land under isblinkens bavn
med lysende snehår om dit hoved!
Du trofaste moder, som bar os i din favn,
mens dine kysters havvildt os du loved.

II
Som umodne børn er vi grot av din jord,
hos dig voxet op, blandt dine fjælde.
Vort navn er Kalâtdlit, i sagnets dybe spor
ærværdigt for dit hvide åsyns ælde.

III
Og alt mens din rigdom blev brugt til vor gavn,
vi længtes mod verdens nye former.
Forløst fra de snærende bånd i hjemmets stavn
nu fremad, frem mod fjærne mål vi stormer.

IV
I voxne nasjoner, stræk ud jeres hånd!
Jert spor vi nu længes snart at følge.
En verden av bøger skal mane frem den ånd,
som bær os op på nykulturens bølge.

V
Umuligt nu længer at dvæle i ro –
Kalâtdlit, stand op! Det ny imøde!
Som fribårne mennesker herefter vil i gro;
begynd at tro på evnens morgenrøde!

I
Vort ældgamle land under isblinkens bavn
med lysende snehår om dit hoved!
Du trofaste moder, som bar os i din favn
mens dine kysters rigdom du os loved.

II
Som halvvoksne børn er vi groet af din jord
og trygt vokset op blandt dine fjelde,
vi kalder os kalaallit i landet, hvor vi bor
ærbødigt for dit hvide åsyns ælde.

III
Og alt mens vi bruger dit bugnende flor
vi længes mod verdens nye former,
vi fjerner hver hindring, som hæmmer dig, vor mor
og frejdigt frem mod fjerne mål vi stormer.

IV
De fremskredne folk et eksempel os gav
og det vil vi også stræbe efter,
mens bøgernes verden er vores vandringsstav,
som bær os frem og giver nye kræfter.

V
Umuligt nu længer at blive i ro,
kalaallit, mod store mål vi stævner.
Som fribårne folk vi i landet vil bo;
begynd at tro på jeres egne evner.

I
Our ancient land under ice glimmer's phryctoria
with glowing snow-hair around your head!
You faithful mother, who carried us in your embrace
while your shores' riches you promised us.

II
As half-grown children, we are sprouted from your soil
and safely grown up among your mountains,
we call ourselves kalaallit in the land where we live
reverently for the oldness of your white face.

III
And all while we use your abundant bloom
we long for new forms of the world,
we remove every obstacle that hinders you, our mother
and cheerfully towards distant goals we storm.

IV
The advanced people gave us an example
and we will also strive for that,
while the world of books is our walking stick,
which carries us forward and "gives new strength."

V
It's impossible now to stay in rest longer,
kalaallit, towards great goals we meet.
As freeborn people we in the country will live;
start believing in your own abilities.

I
Our country, which has become so old
your head is all covered with white hair.
Always held us, your children, in your bosom
and gave us the riches of your coasts.

II
As middle children in the family
we blossomed here
Kalaallit, we want to call ourselves
before your proud and honourable head.

III
With a burning desire to develop what you have
to give, renewing,
removing your obstacles
our desire to move is forward, forward.

IV
The way of matured societies
is our zealous goal to attain;
the effect of speech and letters
we long to behold

V
Humbleness is not the course,
Kalaallit wake up and be, proud!
A dignified life is our goal;
courageously take a stand